СтаВл Зосимов Премудрословски - DAGEN. Humoristisk sandhed

© StaVl Zosimov Premudroslovsky, 2019

ISBN 978-5-0050-9080-5

Создано в интеллектуальной издательской системе Ridero

FØRSTE note

gud fløjtede

Efter at jeg skrev til min mor: «Kom smult, hej mor!», Gik jeg i retning af mit sultne studiehostel og tænkte:

– Hvad er forskellen mellem russere og amerikanere og europæere?

– Og ved det faktum, at de lever og tænker logisk, er vi abstrakte. – Jeg svarede mig selv og gik videre. Jeg ville drikke – skræmmende og bid. Jeg går, så jeg går gennem gyden i afstanden fra det betonflisebelagte hegn fra en eller anden industriel virksomhed. Jeg ser, det bliver mørkt. Jeg hører, at på den anden side af hegnet gør nogen en stille, men gennemtrængende og ikke i stand til at fløjte. Jeg svarede det samme. Jeg ser, at en kartoffelpose flyver fra noget på den anden side af hegnet, fyldt med noget på mig også. Jeg hoppede, og posen rørte ved afgangen til en hund af en ukendt race, der ikke var længe før mig. Jeg gik op til ham, undersøgte ham nysgerrig og, uden at mistænke eller tænke på noget, løsnet ham, og der …, der?! Der blev han pakket tæt, selv presset med røget pølse. Uden at tænke over noget trak jeg en ud, greb posen ved Adams æble og kastede den på mine skuldre, accelererede jeg med Ferrari-hastigheden mod mit hostel og fortærede den uforglemmelige pølsepind undervejs.

Jeg ville straks studere og leve.

Hvad skete der da?! Kuzma. Lee: han er en fløjter, han er en kartoffelskakemaskine, han er også indfødt fra Syktyvkar og kom til sin ven og medskyldig: en indfødt i Aldyrbaguy-kløften, gården «Giv mig at spise», hvis rolle jeg spillede i fangenskab og ikke taler russisk.

– Hvor er tasken? Spurgte Kuzya.

– Og du kastede hende? – Den hebraiske kammerat besvarede spørgsmålet.

– Og du fløjter?

– Og du..??

Så kommer en stum kamp. Men ærligt, pølsen var bitter-tynd og velsmagende…

P.S.: Vi solgte gulvet i posen til familien og blev oversvømmet af et hav af opsvulmning og tåbelighed… sessionen blev præsenteret med et smell

Forleden dag, for ikke at have overgivet sessionen, tog de mig med i rækkerne af de væbnede styrker i Sovjetunionen, det vil sige i hæren. Der i en måned glemte jeg alt det, jeg studerede i daginstitutioner, en børnehave, i gymnasiet og i to erhvervsskoler med antallet: syv hundrede otte tusinde ni hundrede og tredive og tredive og tyve og fire hundrede. metro.

Vi står, så vi er næsten på vagt ved indgangen til den militære enhed og ryger cigaretter ved indgangen. Så var der en krise i vores urolige land. Tiden var hård, cigaretter tre pakker om måneden. Og vores del er placeret ved siden af den kollektive gård «Bull yver», og det er sandt. Så vi står og ryger, og Baba Yaga kigger ud bag et træ. Sandt, hendes navn var Jadwiga. Nå. – vi tror, – en gammel kylling, og på trods af det drømmer vi om buske med brombær. Og hun skrig og afbryder vores tanker. Hun er døv og blind.

– Åh, soldater, svar, awww?!

– B, nar, hvad råber du, gamle? Vi er otte hundrede og to centimeter væk fra dig?! Bag hegnet!!

– Som?

– Bes! – svarede vakthavende igen. – Hvad har du brug for, siger eller gå i gulerodskoteletter?

– Mig, siger den meget gamle bedstemor. – du skal gå til salg, – og smilede, – en lille svin, Boryusenka. Jeg vil lægge måneskine på bordet, selv give det til mig.

– Hvad er der nu med dig? Jeg spurgte, en mand, der kun så svin i zoologisk have, men af en eller anden grund kaldes de flodheste.

– Som?

– Dras!! Hvad bragte med dig?? Gentog jeg med en stemme.

– Jeg vil give dig noget svinekød … – uden at høre eller ikke forstå mit spørgsmål, svarede den gamle.

– Hun, undervejs, flyver agarisk uhyggelig.. – Jeg foreslog foran mine kammerater.

– Og hvor bor du? – spurgte en ven

– Og du kommer til landsbyen og spørger Yadu, vores gader er stumme.

– Hvad? Arsen, eller hvad? Jeg råbte ind i hendes øre, som i en mikrofon.

– Nej, kære! Hehe.. Spørg Yad Vigu!!

– Og hvornår skal jeg komme? – spurgte kammeraten.

– Og i weekenden, ved middagstid! Jeg vil bare ikke fodre ham. – svarede bedstemoren og gik for at hente stikkende grønne buske.

Efter at have afsluttet spurgte jeg en kollega.

– Kamerat, slaktede du svin?

– Selvfølgelig. Jeg boede i en kollektiv gårdby.

Søndag er ankommet. Vi slap ind i en AWOL gennem det fjerne hjørne af hegnet. Vi nåede landsbyen uden problemer, og det var ikke svært for os at finde hendes hytte, især da der kun var fem huse i landsbyen, og et vandrerhjem med vandrende arbejdstagere, savværker. Come betyder for hende. Og hun og brødkrummer og salt, og endda gooferen fandt. Vi spiste naturlig mad og drak mere.

– Nå, gamle kvinde? – kammerat begyndte. – hvor er grisen?

– Ja, han er en gris, elskede i stalden. svarede hun og gik ind i lokalet. Han tager et halvt meter bundt ud. Det udfolder sig og trækker et sværd fra det femte århundrede f.Kr., tilsyneladende fra en alder af. Rusten, rusten og håndtag indpakket i elektrisk bånd.

– Her, sønner, dette er min afdøde Joseph, tilbage i første verdenskrig. Da han var på en kødfabrik, besatte han og skar alle sammen: Selv køer og kylling.

Jeg følte mig utilpas med at se på hendes Stakhanovsky, gennemsigtige look. En ven tog kniven fra hendes elskerinde…

– Kom nu, fortæl mig. – Hvor flok det, A?

Hun vender os ind i laden.

– Der, – siger, – Min elskede Borusenka.

Helt ærligt ser jeg på denne Borusenka og mine øjne er bag mine ører.

Hans koral blev skudt ned fra brædder med spalter to for tre. Og fra sprækkespalterne hænger foldene og stangen i elastik. Tilsyneladende er dette grisen Boryushishche halvdelen af livet og lyver ikke.

– Åh, mine frygter, jeg går til hytten. – hulkede bedstemor og dækkede sin tandløse mund med hjørnerne af et tørklæde. – Og du er mere forsigtig med boryusenka. Jeg er den eneste fra mine slægtninge. Der er ingen andre, jeg tager sig af ham fra fødslen. Farvel, min sejlende kvæg. Ååååååå!! – den gamle kvinde græd og straks holdt op med at græde i et fald, og ændrede hendes stemme fra knirkende til bas. – Og glem ikke, gutter, jeg har det til salg…

– Alt skal skrige, bedstemor!!! – Kamerat opmuntret og vendte sig mod mig. – Og du, min ven, hjælp mig, åbn porten.

Jeg nærmede sig stealthily og vendte drejeskiven, porten knurrede, og grisen bevægede sig ikke engang øret. Sparker jævel. Nå, min ven blev ikke forvirret med det samme, og med al sin magt, hvordan han skar en gris i et nikkel, dold halvvejs og klatrede. Et nikkel, på størrelse med en plade. Efter nogle få sekunder åbnede grisen sit højre øje og derefter det venstre. Derefter fulgte en skrig, og en «mammut» ved navn Fighting sprang på hans hove, der stak ud af hans mave, hans ben blev ikke observeret.

Krypterede med begge øjne til dolken og derefter rette de blå blonde pupiller i forskellige retninger, vendte grisen blikket mod kameraten. Efter at hun igen skvattede øjnene på dolkens håndtag, flyttede hun hende med en nikkel: op, ned; op, ned, justeret blik på en kammerat og rykket væk, så meget, at hele koralen bare smuldrede sammen i en masse chips. Frisk gødning dryssede fra under hans fødder og dækkede et par kyllingespirer og bankede dem fra en krage, som nysgerrig stirrede på, hvad der skete. Kameraten stormede allerede mod haven gennem det økonomiske babkin-have. Den enorme gris, jeg kæmper for, blev hurtigt fanget af lovovertræderen og spredte alle levende ting, der havde opholdstilladelse i denne gård. Bedstemor stak fast ved vinduet og fladt ud af sin snubben. Jeg kramede mig til siden, bare forstenet.

Da han var løbet ud af gårdspladsen, begyndte en kammerat, der manøvrerede sig i en zigzag, at overvinde haveplantagerne, knuste drivhuse og hotbeds i stykker, og Mammoth Pig I kæmpede, stræbte han for at bide ham på hælen, kun håndtaget på et 1700-tals mini-sværd stak ud af et nikkel forstyrret med matchløst greb. Afstanden var kort, og kammeraten råbte allerede om hjælp og kun skarpe vendinger, hjalp ham med at undvige og undslippe, hvilket blev indikeret af en mængde asiatiske sigøjnere og folkelige tilskuere-naboer, der stirrede uden for hegnet. Tajik og sigøjnere mødre trak børnene ud af hegnet, men de løsnede sig ikke og ønskede at se en levende thriller kaldet: «hævn og henrettelse af mammutgrisen Borusi over en krigsmand fra den russiske hær.» Og det ville være tragisk, hvis det ikke var for en bjælke med gødning i slutningen af haven, men i den er der bjergklæbende klippebænke, som indbyggerne i russiske landsbyer gemmer hø i stabler. De greb dem, dygtigt, en kollegekæmper, og på et øjeblik skete alt anderledes eller omvendt: mammutgrisen Fighting løb væk, og en kolleger stak hendes fedtede sider i henhold til stilken og så professionelt hurtigt og taktisk, som om han var på en taktisk eksamen, holder ikke gafler, men en Kalashnikov-angrebsgevær, med en bajonetkniv. Og endda publikum støttede jagerflyet med bifald, rosende og klappet for den kommende sejr for homo sapiens, almindelige russiske tropper – over naturen, fornuft over sindet, og som et resultat kunne grisen ikke udholde angrebet og kollapsede døde, lige foran døren til huset, på tærsklen, hvor der var en ragget holder et tørklæde i den ene hånd og kaster et sekund bag hendes lænderyg, den tårede bedstemor til Yad-Vig. Kammeraten lavede den sidste tyk ind i liget af en gris og pitchfork, gennemborede dyrets livløse krop, svingende som en streng kontrabas, skramlende.

– Nå bedstemor, kammerat Spartak begyndte heroisk. – færdig, hæld og sæt bordet!!!

Bedstemor trak en kavel bag hende, der ruller dej til dumplings og pizza, og med en matte smed ham hen over kraniet. Der var en kedelig ringe, og vi to løb knap væk fra hende. Hun kastede også brosten, ti til fem kg, kastede på os. Og alle tilskuerne gik hen til hendes side og gik ud for at indhente os, men fangede ikke op, men ryggen fra stenene gjorde ondt. Bedstemor Yad-Vig og skrev derefter en klage til regimentchefen, som de gav mig ti dage for, og kammerat – de slap en disciplinærbataljon i to år, hvor han ringede fra klokke til klokke, rensede lortet i den lokale svinestyr, manuelt…

Det var sådan: bag metrostationen for den store kommandør, Saint og bare Sashka, i kronezonen med skadeligt underhold, var der et biotoilet med tre kabiner forbundet med en kæde, begrænset af et formål, to af dem tjente som arbejds toilet, hvor beboerne i St. Petersburg, og den tredje var kontoret for operatøren og kassereren, i en person, der indsamlede penge til tjenesten ved at levere en samling lort.

Folk stod i kø og løb ud i forventning om alle udgangssteder. Og i intervallet mellem besøgende gned jeg for penge og lodde for hendes penge en fed tante, der besætter stillingen som operatør og kasserer for disse biotoiletter, Claudia Filippovna Undershram, den arvelige Leningrad i femte generation. Hun bukkede ikke straks efter for min grovt kriminelle overbevisning, jeg vil bemærke, at jeg ikke udtrykte mig på det tidspunkt, og jeg talte med ham. Men resultatet var i ansigtet. Ansigtet fordoblet. Det var naturligt aften. Og allerede faldt folket i mængde. Jeg tænkte ikke på udholdenheden i min tantes krop og besluttede at støbe på en lille måde. Desuden havde jeg fri brugsimmunitet. Og da jeg gik ind i en gratis biosort, følte jeg det samme som tante. Spist mad satte mig på toilettet. Derefter blev jeg svimmel, så fulgte samtaler med udlændinge, og videre, udbruddet af resterne af gastrisk kanal på væggene, gennem min mund og søvn, en sød drøm uden drømme. På dette tidspunkt vågnede Claudia Filippovna Undershram op af alkoholisk forgiftning, udtrykt i en tør mund- og halsfølelse, det vil sige tørstig, nippet væske noget og i en fart og bange for skumring som en grund til at være for sent hjemme. Hun stod pludselig op og lukkede på hængelåse, alle tørre skabe og mig, sov indeni, inklusive at løbe væk…